Casebeskrivelse Trivsel

Ressourceudvikling

En norsk undersøgelse foretaget af Synovate MMI i oktober 2006 har udregnet, at det koster en virksomhed op til kr. 78.000, når en medarbejder bliver skilt:

  • Sygemeldinger/fridage (gennemsnitligt ca. 20 dage)
  • Søge information omkring den nye livssituation (ca. 8 dage)
  • Nedtrykthed (forekommer hos 47%)
  • Koncentrationsbesvær (forekommer hos 39%)
  • Træthed som følge af søvnproblemer (forekommer hos 34%)
  • Generel træthed (forekommer hos 31%)
  • Vægttab/vægtforøgning (forekommer hos 31%)
  • Nedsat ydeevne (forekommer hos 28%)
  • Hovedpine, nakkesmerter (forekommer hos 25%)
  • Vanskeligere kommunikation med kolleger og kunder (forekommer hos 9%)

Nedenstående er et eksempel på en case, jeg har arbejdet med.

 


Grafisk oversigt


Problemformulering


Lotte, en medarbejder fra et konsulentfirma med 17 ansatte, gennemgik en skilsmisse. Efter kort tid fandt hun en ny kæreste, som hun flyttede sammen med. Det var svært for hende at gå helhjertet ind i det nye forhold, fordi hun var overbevist om, at eksmanden stadig savnede hende og havde brug for hende. For at fremstå loyal overfor eksmanden undlod hun derfor at fortælle om sit nye liv til ham såvel som til kolleger og venner, fordi de kendte eksmanden.

Der opstod nu et mønster af løgne, og jo længere snebolden trillede, jo større blev den. Det optog efterhånden så meget af Lottes bevidsthed, at det blev svært for hende at være til stede i samtaler med arbejdskolleger:

Lotte beskriver, at hun blev distræt, undskyldte sig, gled af og afsluttede samværet. Hun blev stresset over hele tiden at skulle passe på ikke at tale over sig og undgik nær kontakt med de nysgerrige. Hun efterspurgte flere fridage og oplevede nedtrykthed, koncentrationsbesvær, træthed, og nedsat ydeevne på arbejdspladsen. Hun blev mindre effektiv og ”sprang ofte over hvor gærdet var lavest”.

Formål

  • Medarbejderen - At skabe øget glæde, energi, trivsel og koncentration hos medarbejderen. At hjælpe Lotte til bedre kontakt med sig selv og sine kolleger. At give hende redskaber til at gøre op med den passive rolle og i stedet øge det personlige lederskab.
  • Teamet - Bedre kontakt, trivsel og effektivitet i arbejdsteamet. At begrænse eventuelle konflikter og sladder. At skabe en kultur hvor medarbejderne ser sig selv som en del af teamet og føler ansvar i forhold til fælles mål og trivsel.
  • Virksomheden - Mindre fravær, øget præstation og produktivitet, større omsætning.

 

Resultat

Gennem samtaleforløbet blev det tydeligt for Lotte, at eksmandens savn og hjælpeløshed var et behov, hun selv opfandt, for at føle sig uundværlig.

Samtaleforløbet kom derfor til at handle om hendes livslange adfærd med at manipulere sine omgivelser ved hjælp af denne selvvalgte offerrolle. Hun blev klar på, hvad det var for nogle behov, der lå til grund og tog ejerskab for sin adfærd. Hun indså konsekvenserne ved at fortsætte som hidtil, og det motiverede hende til i stedet at tage personligt ansvar og komme videre. Læs reference

  • Medarbejderen - Fornyet glæde, energi, effektivitet, større nærvær, trivsel og koncentration samt nye værktøjer til at håndtere kaos/forandringer. Øget ro og opmærksomhed på manipulation contra personligt ansvar. Hovedpine og stress forsvundet.
  • Teamet - Langt bedre kontakt, trivsel og effektivitet samt større ansvarlighed.
  • Virksomheden - Mindre fravær, øget præstation og produktivitet, større omsætning.

 

Virksomhedens udgift

I relation til Synovate's undersøgelse, har medarbejderen her søgt flere fridage, søgt information omkring sin nye situation, oplevet nedtrykthed, koncentrationsbesvær, generel træthed, vægttab, nedsat ydeevne, hovedpine samt vanskeligere kommunikation med kolleger og kunder.

Der er ikke sat tal på Lottes konkrete sag. Hun vurderer selv skønsmæssigt effekten af sin skilsmisse til ca. 70% af Synovate's værdier – dvs. en udgift på godt kr. 54.600,- for hendes virksomhed.

I dette tilfælde havde medarbejderen heldigvis selv de fornødne ressourcer - økonomisk såvel som menneskeligt - til at opsøge hjælp. I modsat fald kunne udsigterne have været endnu værre, idet adfærden skabte en sneboldeffekt og konflikterne hobede sig op omkring hende. Hun vurderer selv, at det ville være endt i en hårknude af flere sygedage og dårligere koncentration.

Firmaet har ikke været involveret i dette forløb, men har siden fået tilknyttet en coach.

Arbejdsmetode

Forløbet med denne case var 8 én-til-én samtaler á 1 times varighed med en frekvens af 1-2 uger. Mellem samtalerne indlagde jeg øvelser med fokus på at integrere de nye værktøjer.

Et samtaleforløb kan foregå hos New Performance eller i virksomheden. For at sikre tid til proces og opfølgning vil et forløb typisk være min. 4 gange og op til 8 gange á 1 times varighed – afhængig af tema og udviklingsparathed.

<< Gå til Medarbejdere i Trivsel

 


Kirsten Østrup, New Performance, Performance Coach og Eksamineret Psykoterapeut MPF på Amager i København – mellem Tårnby og Ørestaden.